ARCHICAD 23 på vej

Denne tid af året er tiden hvor sløret løftes for hvad fremtiden bringer på helt kort sigt i forhold til GRAPHISOFT og deres produkter. I år fremviser GRAPHISOFT at ARCHICAD stadig har fokus på at kunne modellere uden begrænsninger i 3D, og samtidig ændre og detaljere modellen, mens tegningsmaterialet opbygges og informationer og mængder udtrækkes. ARCHICAD har et fantastisk workflow, som ikke står i vejen for brugeren og følger designprocessen fra skitsering og projektering til udførelse og drift.

Traditionelt har ARCHICAD været henvendt til arkitekter, men der er masser af ingeniører og entreprenører som allerede benytter ARCHICAD. Der er ingen tvivl om, at GRAPHISOFT for hver ny version af ARCHICAD gør det lettere for ingeniører og multi-disciplinære tegnestuer at benytte ARCHICAD, at udveklse BIM på tværs af fag og software-platforme via IFC og at detaljere sit projekt hele vejen til produktion alene i ARCHICAD.

GRAPHISOFTs produkt-palette omfatter ikke bare ARCHICAD, men også BIMx, BIMcloud, MEP Modeler og EcoDesigner STAR. Parallelt med dette styrker GRAPHISOFT båndende med direkte integration til andre "brands" i NEMETSCHEK, som f.eks. Solibri, dRofus, Bluebeam og Cinema 4D, ligesom til selvstændige tredjeparts-programmer som Rhino, Grasshopper og Twinmotion, hvor plugins giver to-vejs synkronisering mellem programmerne.

Dette gør ARCHICAD til det stærkeste valg i forhold til mulighederne i softwaren og koblingen til andre samarbejdsparter og software-titler.Næste version af ARCHICAD – nummer 23 i rækken – blev i sidste uge præsenteret på GRAPHISOFTs Key Client Conference i Las Vegas. Den nye version byder igen i år på masser af nye funktioner under slogan'et "BIM in an Instant!".

Projektet som pryder ARCHICAD 23's startskærm er et russisk dansecenter, og det bølgende tag repræsenterer en dansers bevægelse med en vimpel. Projektet er skitseret og projekteret med ARCHICAD, ved brug af Grasshopper Connection og masser af OpenBIM til udveksling med ingeniørerne, som benyttede Tekla, Allplan, Revit, Civil 3D og meget andet. Bestemt et interessant projekt at studere nærmere. 

Læs mere om projektet og processen hér >>

BJÆLKER OG SØJLER

Den største nyhed er en helt ny mulighed for at segmentere søjler og bjælker, så det bliver langt lettere at modellere prefabrikerede konstruktioner, med f.eks. konsoller. Dette gøres grafisk og intuitivt via plan, snit og perspektiv. Segmenteringen sker i sammenhæng med Complex Profiles, hvor det tilbage i ARCHICAD 22 blev muligt at justere fleksible områder i profilerne, således at ét profil kan give mange forskellige udtryk.

I takt med at BIM-projekter generelt modelleres med stigende detaljering og kompleksitet, er det uhyre vigtigt, at man let kan skabe modeller med den ønskede præcision.

Det er blevet langt lettere at forbinde to punkter med både bjælker og søjler – især i perspektiv. Som noget helt nyt kan man nu også lave bjælker som ikke kun er krumme i plan, men også i opstalt. Det er også blevet muligt at lave huller/udsparinger i bjælker. Alt sammen giver nye muligheder for langt lettere at kunne modellere detaljerede søjler og bjælker i både træ, stål, tegl og beton.

Bjælker har i ARCHICAD 23 fået Fills i plan, så man kan se hvilke søjler, bjælker og dæk, der overlapper hinanden. Er bjælker f.eks. skjult eller delvist skjult under et dæk, fremstår de med stiplede linier. Dette gør det langt lettere at afkode tegningerne med lidt mere komplekse konstruktioner. 

En ekstra lille nyhed er, at linien i plan, som adskiller på dæk-elementer nu ikke længere vises. Det har man tidligere klaret, ved at slukke dækkets lag i planvisningen, men vil man nu vise underliggende bjælker med en stipling, er man nødt til, også at kunne vise dæk korrekt.

Ved IFC-eksport kan søjler og bjælker enten eksporteres som ét samlet element eller som de delelementer det består af, alt efter hvad modellen efterfølgende skal benyttes til. 

UDSPARINGER

Tidligere har man i ARCHICAD lavet udsparinger, huller og nicher på forskellige måder i forskellige bygningsdele. Med ARCHICAD 23 er der nu et dedikeret værktøj, der kan lave udsparinger og huller gennem ét eller flere elementer ad gangen. Hvert hul er altid koblet til én bygningsdel, men kan skære sig gennem flere ad gangen. Hullerne har egne parametre og kan vises som "negative" objekter. De vises på planen med korrekt symbol og ikke bare som et hul.Udsparinger kan placeres automatisk efter hvor f.eks. ingeniørens installationer kolliderer med arkitektens bygningsdele.

Man kan i dette tilfælde sætte en ekstra tolerance, så der er luft omkring rør eller kanaler. Man kan også importere udsparinger som IFC-objekter og omdanne dem til ARCHICADs nye udsparinger. Modtager man en opdateret IFC-fil, kan ARCHICAD automatisk tilrette udsparingerne i modellen. På samme måde kan de nye udsparinger, huller og nicher også eksporteres som IFC-objekter.

Det lyder som en lille nyhed, men det gør en stor forskel i samarbejdet og koordineringen mellem arkitekt og installationsingeniør, at ARCHICAD nu håndterer udsparinger på en måde, der også fungerer godt med IFC-udveksling. 

VISUALISERING

ARCHICADs indbyggede renderingsmotor, Cinerender, er blevet opdateret med den nyeste version fra Maxon, som også står bag programmet Cinema 4D. Det skulle efter sigende løfte kvaliteten af visualiseringerne en smule og samtidig give lidt hurtigere renderingshastighed ved brug af "Progressive Physical Renderer". Samtidig er alle materialerne i ARCHICADs indbyggede bibliotek opdaterede og gjort mere fotorealistiske, samt med bedre opløsning.

En stor nyhed er, at GRAPHISOFT har ingået et strategisk samarbejde med EPIC Games, som bl.a. står bag renderingsmotoren Unreal og spillet Fortnite, som har domineret spillebranchen de seneste år. EPIC har for nyligt købt Twinmotion, som er det bedste "Real Time"-visualiseringsprogram til Mac og Windows, samt Virtual Reality. I Twinmotion tager det 8 sekunder at lave et still-billede og under en time at lave en video. Der er synkronisering til ARCHICAD og Revit, samt et indbygget bibliotek med mange tusinde objekter. Efter EPIC har overtaget Twinmotion har de gjort programmet gratis indtil næste version, som vil tilføje "Real Time Raytracing" for endnu bedre fotorealisme. Den næste version vil dog stadig forblive helt gratis for ARCHICAD-brugere med aktiv serviceaftale!

Download Twinmotion allerede i dag og glæd dig til de nye funktioner der kommer til efteråret >>

HASTIGHED

Der er to forskellige hastighedsforbedringer i ARCHICAD 23: Reelle forbedringer og "oplevede" forbedringer. De reelle hastighedsforbedringer er f.eks. hurtigere skift mellem Tabs og hurtigere gentegning af Views. Som noget nyt opbygges kun de dele af Views, som er blevet ændret, hvor ARCHICAD tidligere også gentegnede hele View'et hver gang. På Layouts gemmes kun den synlige del af et View, hvor ARCHICAD tidligere også gemte den del, som var skåret væk. Dette gør opdatering af Layout langt hurtigere. IFC-import er blvet væsentlig hurtigere, især for import af installationer.

"Oplevede" hastighedsforbedringer er når ARCHICAD arbejder uden at stoppe for at vente på brugere, hvilket får programmet til at synes hurtigere, men uden hver process er optimeret. Et eksempel er, at tidligere ARCHICAD-versioner under åbning af en fil, ville stoppe op, hvis der manglede biblioteker, linkede tegninger, dupliketter eller andet, ville ARCHICAD vise en fejl-meddelelse og vente på brugerens valg. I ARCHICAD 23 åbnes projektet på trods af evt. problemer og når alt er åbnet, kan burgeren tage stilling til hvad der er galt i det nye "Action Center". På denne måde synes ARCHICAD hurtigere. Et andet eksempel er, at man nu kan åbne flere projekter på én gang, frem for at vente til hvert projekt er åbnet før man kunne åbne et nyt. Det gør det langt hurtigere at åbne flere projekter. 

DE SMÅ TING

Der er selvfølgelig et væld af mindre nyheder, som f.eks. at ARCHICAD selv finder en ledig licensnøgle i firmaets pulje, hvis man ikke benytter "flydende" licenser.

Den nye åbn-dialog i ARCHICAD giver et bedre overblik over nye og eksisterende projekter. Man kan se et stort preview af hvert projekt, og vælges flere åbnes de samtidig. Der er også opdateringer til en række af objetkerne i ARCHICADs indbyggede bibliotek, som f.eks. viduerne i Curtainwalls, elevator- og rampe-objektet.

Nu kan man også definere egenskaber (Properties) til Bygningsmaterialer, hvilket giver flere muligheder i forhold til at kunne prissætte projekter, hvilket er en større nyhed end det lyder til! 

UDVEKSLING

Arbejder man sammen med brugere af Microstation bliver man glad for, at ARCHICAD nu kan importere DGN-filer fra v8 og eksportere som v7.

I forhold til IFC4 er ARCHICAD nu certificeret til at importere og eksportere IFC4 Reference View. Det betyder, at man nu kan stole på kvaliteten af IFC4 fra ARCHICAD og andre certificerede BIM-programmer. 

GRASHOPPER CONECTION

Der er egentlig ikke nogle nyheder i Grasshopper-integrationen i ARCHICAD, men da de sidste nyheder er kommet efter ARCHICAD 22, er de alligevel værd at nævne. Den seneste version af Grasshopper Connection er hurtigere end tidligere og byder på tovejs kommunikation mellem Rhino, Grasshopper og ARCHICAD, hvilket gør workflowet helt optimalt. Man finder en række værktøjer i Grasshopper, som svarer til bygningsdelene og deres egenskaber i ARCHICAD, så det er let at arbejde med de mere avancerede parametre af modellen. Har du fået blod på tanden til at komme i gang med ARCHICAD 23, så må du væbne dig med tålmod. Den nye version vil formetlig først blive frigivet til download i september 2019. I mellemtiden kan du lære meget mere om alle de nye funktioner i GRAPHISOFT's video af præsentationen herunder:

Det er også muligt at downloade en 30-dages test-version af ARCHICAD.

Den finder du hér >>

Vi glæder os som små børn, til at ARCHICAD 23 kommer på gaden.

Indtil da, vil vi holde dig opdateret hér på siden.